TANKER OM “MENTALT HELBRED”, PSYKIATRI, HJERNEN OG HVORFOR VI FEJLER MENNESKER I KRISE
Der er endelig kommet fut i snakken om psykologi, psykiatri, traumer og diagnoser. Hvordan de måder, vi længe har forsøgt at hjælpe mennesker med deres “mentale helbred på”, i denne tid kommer til kort.
Det er vi nogen, der har råbt højt om LÆNGE…
Traumer, smerte, trivsel og mentalt helbred bor i vores sansende krop. At forstå de mest basale dele af vores fysiologi, hjerne og nervesystem har for mig tilbudt mere til min forståelse af mig selv og mennesker i krise, end de fleste abstrakte psykologiske teorier.
De seneste mange års forskning i traumetilstande bekræfter, at traumer primært fastholdes i vores krop, hjernestamme, autonome nervesystem og limbiske system og ikke i særlig høj grad i vores rationelle hjerne. De evolutionært nyere dele af vores hjerne, som bl.a. udtrykker sig selv via rationale og tanker kan nogle gange hjælpe os med at finde ud af HVORFOR, vi har det, som vi har det, men er ikke så effektive til at hjælpe os med at ændre, hvordan vi har det. Vi bliver dog ved med at søge svaret i vores rationale, måske fordi kroppen og de “laverestående” (læs:vitale) dele af hjernen, som står for automatiserede kropslige funktioner og sansninger siden oplysningstiden har været forbundet med noget UFINT. Men vi skal netop i kontakt med det taktile og instinktdrevne via hjernestammen og dermed vores sansende krop for at tilgå traumer og mistrivsel og det vi alt for længe har kaldt “mentalt helbred”. Det er her vores traumehistorie fastholdes og dukker op i respons på nuet og spænder ben for vores trivsel. Der samles løbende information fra vores krop via det, som hedder vores interoception, som er den sans, som sender beskeder om kroppens tilstand (temperatur, sult, spænding i væv) til hjernestammen, hvor disse reguleres uden vores bevidsthed er involveret. Interoceptionen er væsentlig for at forstå sammenhænge mellem kropslige tilstande og vores fornemmelse af velvære eller ubehag. Amygdala, thalamus og hippocampus i samspil med det retikulære system, pons, den forlængede marv, lillehjernen samt det autonome nervesystem er i samspil ansvarlige for fysiske traumereaktioner såsom sved, hjertebanken, svimmelhed, åndenød og kropslige flashbacks. Fordi traumer lagres i de dele af hjernen som er tæt forbundet med vores krop og vores sansning af den, giver det mening at fokusere på fornemmelsen af de fysiske og fysiologiske processer, som opstår - og hvilke følelser der følger med dem. Vi skal altså ofte bag om de historier, vi fortæller os selv om os selv og vores fortid og de tanker vi har om dem.
Traumer fastholdes altså primært i vores autonome nervesystem og i de dele af hjernen der er uden for viljens kontrol. Der hvor sanser og følelser mødes og forbindes. De bor ikke så meget i vores højere stående hjernefunktioner, som primært udtrykker sig selv via tanker.
Det kan være svært og anstrengende at lægge mærke til, hvordan vi reagerer kropsligt (ubevidst) på noget fremfor blot at dele, hvad vi tænker om det. Udmattende nærmest fordi det er nyt og også ubehageligt. Vi har nemlig historier, vi fortæller om de ting for at undgå at mærke dem. Men det at få mulighed for at mærke forbindelsen mellem traumer og kroppen er en mulighed for forandring. I stedet for at sige til mennesker i krise: “Fortæl mig mere om det?” Kan vi med fordel prøve:
“Hvor mærker du det i kroppen?”
Vi skal have KROPSFORANKRE(N)DE, SANSEBASEREDE og TRAUMEINFORMEREDE tilgange til mennesker i krise i spil. Som supplement og alternativ til både psykiatrien og psykologien.