DET TRAUMEINFORMEREDE VINDER FREM INDENFOR TERAPEUTISKE FAG

Vi er i en opbrudstid i terapeutfaget. Tiden er løbet fra eksperten, der ikke bringer sin menneskelighed i spil i mødet med dem, der søger hjælp. Trivselskrisen viser os, at instanser, der tager sig af mennesker i krise, ikke fungerer. Vi får kortlagt hvad flere af os længe har sagt; at det ikke er terapeutens viden eller teorien, der anvendes, der skaber forandring, for den der søger hjælp. Der er en spirende holdningsændring, hvor man bevæger sig væk fra sygeliggørelse af menneskelig respons på miljøet i retning mod at opleve mennesket som dynamisk og mistrivsel som en konsekvens af en naturlig tilpasning til sine omgivelser. Det traumeinformerede perspektiv vinder frem. Jeg spår, at man i fremtiden vil skulle mestre andre ting som terapeut, end man skal i dag. Såsom evnen til at rumme sig selv, møde autentisk op og være med det, der er uden at forsøge at fikse den anden. Ekspertise i menneskets udvikling og trivsel, vil have rødder i erfaring og dernæst relevant teori (ikke omvendt som nu). At fejle og udvise menneskelighed og nysgerrig ydmyghed vil blive fundamentalt at mestre som terapeut. Det er i fejlafstemning at gaverne bor. Men det er også her, vi som terapeuter kan have svært ved at navigere. Fordi vores autoritet må udskiftes med et åbent felt, som kræver, at vi har været med vores eget materiale, før vi for alvor kan rumme andres. Det er ikke noget vi kan fake, lære via standardiseret undervisning eller tale os frem til. Det er noget vi modnes ind i. Jeg tror, vi bliver gode terapeuter som en naturlig konsekvens af en personlig udviklingsrejse, som vækker et kald. Og i mødet med læremestre, der har gjort det samme.

Det terapeutiske virke er ikke et fag, der kan mestres via boglig viden, som stilles som et krav. Viden skal søges i nysgerrighed og som et svar på spørgsmål, der kommer dybt fra vores sjæl for at vi virkelig kan optager den - børn som voksne. Terapeutens faglighed hænger sammen med bearbejdelse af traumer og integration af skygger. Det kan man ikke gå til eksamen i. Men man kan søge viden og vokse naturligt ind i rollen. Det gør man bl.a. ved at erkende, at man altid selv er en, der har brug for hjælp. I lige så høj grad, som man er den, der kan give den.